7-årige Sebastian nægtet skole siden september: Skolen bad mor om at holde ADHD-søn hjemme

Skrevet af Sol Stoffregen

26/11/2014

Dagens topnyheder

Mens 7-årige Sebastians venner er i skole, går den AHDH-plagede dreng hver dag hjemme hos sin mor. Sådan har hverdagen for familien i Vamdrup ved Kolding været siden den 15. september. Det skriver TvSyd

Indtil den skelsættende dag i september, hvor skolen kontaktede Sebastians mor, Marianne Kronborg, gik Sebastian Lykke Jensen på Vamdrup Skole. Skolen bad Marianne om at holde sin søn hjemme, fordi der havde været flere episoder, hvor personalet måtte bruge magt over sønnen.

Læs også: Kommune tvinger "fireårige" Markus i skole

Den chokerede mor sagde ja til at have sønnen hjemme, selvom hun ikke forstår, hvordan det kunne ske.

Siden da har Sebastian været på besøg hos Aller Friskole i Christiansfeld, hvilket viste sig at være et godt sted for ham. Friskolen har tilbudt ham en plads i en almindelig klasse med støttetimer, men det vil Kolding Kommune ikke betale for.

I stedet har kommunen tilbudt Sebastian et inklusionstilbud med eneundervisning på Vamdrup Skole. Men den løsning kan Marianne Kronborg ikke se fornuften i, da hun frygter, at sønnen aldrig lærer at være sammen med andre børn, hvis han får enetimer.