7 genveje til mere protein i kosten

Du får her diætist Lisa Boltings tip til at hente lidt ekstra protein i løbet af dagen. Et par ekstra gram til hvert måltid vil gøre udslaget, når dagen er omme.

1. Spis æg

Prøv om du hver morgen kan spise et blød- eller hårdkogt æg sammen med din vanlige morgenmad. Et æg giver ca. 7 g protein. Du kan også spise scrambled æg. På den måde kan du måske spise to æg, blandet med lidt mælk og fx skinke eller grøntsager. Det kan være en perfekt start på din dag.

2. Drik mælk

Når du drikker for at slukke tørsten, så prøv om du kan drikke lidt kærne-skummet- eller minimælk. Hvert glas mælk giver dig 7 g protein. Du skal naturligvis ikke drikke flere liter om dagen, da det vil tælle i dit kalorieregnskab, men et glas eller to vil kun gøre en god forskel.

Proteiner gør dig klogere og slankere – læs mere på SlankeDoktor.dk

3. Pep din salat op

Bønner, linser og kikærter er både protein- og fiberrige. Brug dem gerne i din salat, i supper og andre steder, hvor du føler at de passer ind. På den måde får du et ekstra protein som også kommer fra den vegetariske verden.

4. Øg mængden af pålæg

Måske kan du øge mængden af pålæg på dit rugbrød. Hvis du fx er vant til at få hamburgerryg eller skinke, så prøv også at have smøreost eller en skive mager ost på samtidig. Prøv også at have både æg og sild på samme stykke mad eller æg og rejer. Når blot dit valg er helt magert, så kan du sagtens lægge lidt ekstra på

5. Skyr og Ylette

Som mellemmåltid kan en portion surmælksprodukt være et godt valg. Hvis du blander skyr og ylette, så får du en kombination med et højt indhold af protein. Skyr har ca. 11 g protein pr. 100 g, Ylette har ca. 7 g. Et almindeligt surmælksprodukt som A-38 har omkring 3,5 g protein. Så det betyder meget, hvilke produkter du vælger. Sørg for at få det til at smage godt med lidt frugt og fiberdrys, så du bliver glad ved dit mellemmåltid.

Hvordan ser en tallerken med 600 g frugt og grønt ud? Få svaret på slankedoktor.dk

6. Hytteost hitter

Hytteost er et genialt produkt til at hæve indholdet af protein for ganske få kalorier. Til pålæg kan hytteost fx blandes op med krydderurter og smages til, eller du kan blande lidt røget skinke og purløg i. Du kan fx også bruge hytteost blandet med lidt hakket løg og hvidløg i din bagte kartoffel, eller som dressing på din salat.

7. Lavt fedtindhold i kød

Hold øje med om du får kød nok til den varme mad. Hold også øje med om fedtindholdet er lavt. Jo lavere indhold af fedt – jo højere indhold af protein. Hvis du prioriterer at spise godt med kød, så får du samtidig mindre stivelse.

Af Redaktionen, SlankeDoktor.dk/NewsDesk Aller Media

Dagens Gossip