70 gidsler befriet i Irak ved amerikansk operation

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Ved en amerikansk militæroperation i det nordlige Irak er omkring 70 kurdiske gidsler blevet befriet, oplyser det amerikanske forsvar, som dræbte en del medlemmer af Islamisk Stat og tog fem til fange. En amerikansk soldat meldes dræbt.

- Den militære operation i Irak blev sat i gang, umiddelbart før militante fra Islamisk Stat ville gennemføre en massehenrettelse af gidsler, siger en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Peter Cook, i en erklæring.

- Fem medlemmer af Islamisk Stat er taget til fange, og "et antal" blev dræbt ved operationen, hvor 70 gidsler blev befriet. En amerikansk soldat blev også dræbt, hedder det.

Omkring 20 af gidslerne var fra de irakiske sikkerhedsstyrker. Anonyme embedsmænd siger, at mange af gidslerne var kurdere.

Det er første gang, at en amerikansk soldat er blevet dræbt eller såret i kamp med Islamisk Stat i Irak og Syrien, skriver CNN.

- 70 kurdiske gidsler blev befriet ved operationen, hvor også kurdiske og irakiske styrker var involveret, siger amerikanske kilder.

Operationen fandt sted i Hawija i det nordlige Irak. En amerikansk embedsmand kalder operationen irakisk med amerikanske soldater i en rådgivende og hjælpende rolle.

Ifølge The New York Times blev der både anvendt amerikanske helikoptere samt kurdiske og amerikanske specialstyrker.

USA har placeret 3500 soldater i Irak, som skal hjælpe med nedkæmpelsen af Islamisk Stat, som vandt meget terræn i landet sidste år.

Forud for operationen havde den amerikanskledede koalition, som bekæmper Islamisk Stat, rettet 22 luftangreb mod bevægelsen i Irak og Syrien, oplyser det amerikanske militær. Angrebene skete onsdag.

/ritzau/Reuters