70 personer i wild west slagsmål i Kolding

Sydøstjyllands Politi fik ved 2.30-tiden natten til lørdag travlt. Al disponibelt mandskab måtte til Jernbanegade i Kolding, hvor der var gang i et nærmest vaskeægte wild west slagsmål.

- Omkring 70 personer af somalisk og arabisk oprindelse var i masseslagsmål. Et slagsmål hvor alle slog alle, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen, til dagens.dk.

Masseslagsmål: Ung mand stukket med kniv

Slagsmålet foregik foran Club Zweet i Jernbanegade i Kolding.

- Det lykkedes nogle personer at smutte fra stedet, da vi ankom. Men mange kunne ikke finde ud af at stoppe, så vi brugte blandt andet peberspray for at få ro på gemytterne, forklarer Martin Rasmussen.

Ved 3.10-tiden fik politiet melding om et knivstikkeri i Munkegade - ikke langt fra Jernbanegade.

- En 22-årig mand lå på gaden og var blevet stukket flere gange med en kniv i brystet og i ryggen, siger Martin Rasmussen til dagens.dk.

Manden, der på et tidspunkt var i livsfare, blev kørt til behandling på Kolding Sygehus. Han meldes dog uden for livsfare. Der er tale om en 22-årig mand af anden etnisk afstamning end dansk, bosiddende i Kolding.

Politiet anholdt en person.

- Men efter afhøring har vi fundet ud af, at han næppe har noget med knivstikkeriet at gøre. Så nu står vi på bar bund, slutter Martin Rasmussen.

Den person, der blev anholdt, er løsladt igen.

Dagens Gossip