700 konservative valgplakater revet ned i København

Skrevet af admin

27/10/2013

Mest læste i dag

Der var stor kamp om de mest attraktive lygtepæle, da der natten til lørdag skulle hænges valgplakater op i København, og flere partier tyvstartede allerede klokken 20.00.

Men for den konservative spidskandidat Rasmus Jarlov kan arbejdet nu begynde forfra. I løbet af natten til søndag er der blevet hevet mere end 700 af hans plakater ned, fortæller han til Ritzau.

- Det, der ærgrer mig mest, er, at mine frivillige nu skal stå i regnvejr og sætte plakater op de samme steder, som de satte dem op i går. Det er surt arbejde.

- Vi starter her søndag aften stort set forfra med ophængningen, efter at mine frivillige ellers har brugt næsten 400 arbejdstimer her i weekenden på at sætte dem op, siger han.

De 700 valgplakater repræsenterer en værdi på mere end 20.000 kroner. Ifølge Jarlov er også andre borgerlige partier blevet udsat for hærværket.

- Vi ved ikke, hvem der har gjort det. Jeg er sikker på, at det ikke er de andre politiske partier. Det har alle for meget respekt for hinandens arbejde til at finde på.

- Men det er jo nok nogen, der har mindre sympati for mig end for venstrefløjen, når der her er gået så målrettet efter de borgerlige plakater, siger han.

Jarlov undrer sig netop over, at der bliver gået så målrettet efter de borgerlige plakater, for han mener ikke, at den politiske debat har været "specielt polariseret i den seneste tid".

Han ville ønske, at en eller andet havde meldt hærværket til politiet, for der må have været vidner til så omfattende en aktion.

- Det er et stort arbejde at hive så mange plakater ned. Det må have taget lang tid, og derfor skuffer det mig også lidt, at der ikke er nogen, der har ringet til politiet og fået det stoppet, siger Jarlov.

/ritzau/