700 skrigende fans modtog Neymar: Ryggen har det bedre

Skrevet af admin

31/07/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelona-stjernen Neymar skabte hysteri blandt japanske fodboldfans, da han torsdag var på lynvisit i Tokyo for at underskrive en sponsoraftale med en sengeproducent.

Den 22-årige brasilianer er fortsat i gang med rehabilitering efter den rygskade, han pådrog sig under VM i Brasilien.

I lufthavnen i Haneda nær Tokyo blev Neymar modtaget af omkring 700 skrigende fans, før der var afgang til et tv-studie, som havde rullet den røde løber ud for superstjernen.

- Ryggen er i bedring, og jeg håber at slutte mig til mine holdkammerater så snart som muligt, siger Neymar til tv-kanalen Fuji.

Han skulle posere på en skummadras, som producenten hævder har hemmelige, afslappende egenskaber.

- Jeg må sørge for, at jeg fortsætter rehabiliteringen og får ryggen ordentligt behandlet, så jeg bliver 100 procent frisk. Jeg ser virkelig frem til denne sæson, lyder det fra Neymar.

I Barcelona håber man, at Neymar bliver klar allerede til ligapremieren mod Elche 24. august.

Neymar blev også spurgt om, hvorvidt han kan lide japanske kvinder.

- Japanske damer er meget pæne. Men jeg er brasiliansk, så jeg tror, jeg foretrækker brasilianske kvinder, siger en diplomatisk Neymar.

Under VM i Brasilien nåede Neymar at score fire mål, inden han blev rygskadet i kvartfinalen mod Colombia.

Brasilien vandt kampen 2-1, men Neymar fik konstateret et brud i ryggen, som satte ham ud af spillet i resten af turneringen.

Brasilianerne tabte efterfølgende semifinalen 1-7 til Tyskland og bronzekampen 0-3 til Holland.

/ritzau/