70.000 migranter kan være fanget i Grækenland i marts

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

Antallet af migranter og flygtninge på græsk jord kan blive tredoblet i marts og dermed nå helt op på 70.000.

Det siger landets migrationsminister, Yiannis Mouzala, til tv-kanalen Mega Channel TV ifølge nyhedsbureauet AFP søndag.

- Vi estimerer, at antallet af mennesker, der sidder fast i vores land, vil være oppe på mellem 50.000 og 70.000 mennesker i næste måned. I dag er der 22.000 flygtninge og migranter, siger han i interviewet.

Cirka 6500 mennesker har ophobet sig ved grænsen til Makedonien i det nordlige Grækenland søndag. Makedonien lod kun 300 migranter og flygtninge passere grænsen lørdag.

Ophobningen af flygtninge og migranter i Idomeni, hvor lejren har kapacitet til 1500 mennesker, begyndte for alvor i sidste uge. Her nægtede Makedonien afghanere indrejse og krævede mere udførlig kontrol af syriske og irakiske dokumenter.

Det betød, at langt færre flygtninge og migranter fik lov til at krydse grænsen.

Situationen ser ud til at blive forværret, efter at EU-landene Slovenien og Kroatien lige som Serbien og Makedonien har meddelt, at de ville begrænse modtagelsen. Hver især vil landene kun modtage 580 flygtninge om dagen.

Disse tiltag kom i hælene på en udmelding fra Østrig om, at landet kun ville tage imod 80 asylansøgere per dag og lade 3200 rejse igennem til andre lande.

De nye stramninger har altså resulteret i et enormt pres på Grækenland, hvor migranter og flygtninge ankommer i gummibåde fra Tyrkiet.

Den græske migrationsminister Mouzalas siger til Mega Channel TV, at han forventer, at strømmen af migranter og flygtninge vil blive mindre, når rygtet om de lukkede grænser spreder sig i Tyrkiet, som millioner er flygtet til fra det krigshærgede Syrien.

- Vi forbereder en informationskampagne, som skal sendes i Tyrkiet, siger ministeren.

/ritzau/AFP