71-årig mand i livsfare efter trafikuheld i Nordjylland

En 71-årig mand er indlagt med livstruende kvæstelser efter et trafikuheld sent tirsdag aften på Viborgvej i det vestlige Himmerland i Nordjylland.

To passagerer i bilen slap med mindre skrammer.

Politiet advarede tidligere tirsdag om, at der er glat på mange veje i det nordjyske, og det er sandsynligvis glat føre, der er årsag til trafikuheldet. Ingen andre biler var involveret.

Bilen med den 71-årige bag rattet gled af vejbanen og havnede i en grøft, hvor den væltede rundt.

- Føreren havde muligvis ikke sikkerhedsbælte på. Han sad fastklemt i bilen, mens de to passagerer selv kom ud, siger Poul Basbjerg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den 71-årige kommer fra lokalområdet. Politiet har endnu ingen oplysninger om passagererne i bilen.

Uheldet skete på Viborgvej mellem Ullits og Strandby.

Trafikanterne i Nordjylland skal natten til onsdag være ekstra opmærksomme, siger vagtchefen.

- Selv om der er en tre-fire plusgrader, så er der steder på vejene, hvor det er spejlglat. Heldigvis har der været ikke mange biler på vejene i aften eller i nat, siger han.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip