71-årig skød mod vægter med jagtgevær

»Vægteren kørte lidt rundt i området for at se, om der skulle være en indbrudstyv på spil. Han gik ud og lyste med sin lygte, og satte sig ind og kørte videre igen. Pludselig hørte han og hans kæreste - som sad ved siden af i bilen - et brag, som de ikke vidste, hvad var eller hvor kom fra«.

Det fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Jesper Pedersen, til bt.dk.

»De ser en ældre mand gå rundt med et haglgevær, som de råber an. Det viser sig, at han har skudt efter bilen på 60 - 70 meters afstand,« tilføjer han.

Den ældre mand er en 71-årige beboer fra området, der havde grebet sit gevær og gik på jagt efter den formodede tyv. Over for politiet erkender manden, at han har skudt, men vagtchefen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad den 71-årige har forklaret under afhøringen.

I mandens hjem fandt politiet flere andre våben, som han havde tilladelse til, fordi han er jæger og har jagttegn. Han skal dog nok ikke regne med at komme på jagt igen lige med det samme. Politiet beslaglagde nemlig alle i alt fire våben, og et retsligt efterspil skal nu afgøre, om han skal have dem igen.

Politiet mener, at den 71-årige skød for at skræmme, og derfor bliver han heller ikke sigtet for drabsforsøg. Han sigtes i stedet efter straffelovens regler om, at man ikke ved kådhed eller hensynsløs adfærd må bringe andres liv og førlighed i fare.

»Det lader til, at han misforstår situationen, og det er en formildnende omstændighed, at han skyder på så lang afstand,« siger vagtchef Jesper Pedersen til bt.dk.

Den 71-årige blev anholdt, da politiet nåede frem, men blev løsladt igen i løbet af natten. Den alarm, som satte gang i hele miséren, viste sig at være falsk.

Dagens Gossip