72-årig dræbte sin mand på grund af stjålet cykel: Nu skal hun 11 år i fængsel

Flere stik i hals og bryst fra en 17 centimeter lang køkkenkniv var årsagen til, at 74-årige Ole Brandt Jørgensen i august mistede livet i sit hjem på Thit Jensens Vej i Næstved.

Torsdag eftermiddag har Retten i Næstved besluttet at sende mandens hustru, den 72-årige Jytte Brandt Jørgensen, i fængsel i 11 år.

Desuden frakendes hun retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængig af mandens død.

Under retssagen har kvinden erkendt, at det var hende, der førte kniven. Alligevel har hun nægtet sig skyldig i manddrab.

Retten mener imidlertid, at kvinden, der er uddannet sygeplejerske, må have vidst, at manden ville dø, da hun stak ham flere gange i hjerteregionen.

- Dette understøttes til dels også af tiltaltes forklaring afgivet under grundlovsforhøret 8. august 2014, herunder at hun som sygeplejerske vidste, at et stik i hjerteregionen ville medføre, at personen døde, lyder det fra retten.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har efterforsket sagen, har beskrevet drabet på Ole Brandt Jørgensen som en familietragedie.

Kvinden har under retssagen forklaret, at manden havde et årelangt alkoholmisbrug, og at han aldrig var til noget, når han drak. Han lå bare og sov.

Det blev for meget for kvinden, og det kulminerede, da Ole Brandt Jørgensen i fuldskab var kommet til at tage en andens cykel med hjem.

Hun stak ham fire gange i hjertet og flere gange i halsen.

Den følgende morgen, efter at Jytte Brandt Jørgensen havde været i bad, kontaktede hun sin familie.

Familien kom straks ud til adressen, hvor kvinden bad dem om at hjælpe hende med at overføre penge fra mandens konto til hende til brug for begravelsen, inden der blev ringet 114.

Kvinden ankede dommen til landsretten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV