74-årig i kritisk tilstand efter overfald i Tønder

Skrevet af admin

21/12/2013

Mest læste i dag

En 34-årig mand fra Tønder er varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab på en 74-årig mand, der stadig er i kritisk tilstand, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet blev kaldt til en lejlighed på Bargumsvej i Tønder ved midnatstid fredag, hvor de fandt lejlighedens 74-årige beboer med livsfarlige skader i hovedet.

I lejligheden var også den 34-årige mand, der tilsyneladende havde overfaldet den ældre mand med en stump genstand.

Den 74-åriges skader betegnes af lægerne som kritiske, og han er overført til Odense Universitetshospital.

Den 34-årig mand blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg, hvor anklagemyndigheden begærede dørene lukket ved grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning.

- Vi skal have klarhed over, hvordan de kender hinanden, og hvordan det forholder sig i deres omgangskredse, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ritzau.

Den 34-årige mand nægtede ifølge politiet at udtale sig i retten. Han protesterede dog ikke over fængslingen ved at kære kendelsen.

/ritzau/