74-årig mand overfaldet: Nu er han død af sine kvæstelser

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

En 74-årig mand fra Tønder, som natten til lørdag blev fundet hårdt kvæstet i sin lejlighed, er død som følge af sine kvæstelser.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 34-årig mand blev tidligere lørdag fængslet i fire uger i sagen.

Politiet blev kaldt til en lejlighed på Bargumsvej i Tønder ved midnatstid fredag, hvor de fandt lejlighedens 74-årige beboer med livsfarlige skader i hovedet.

I lejligheden var også den 34-årige mand, der tilsyneladende havde overfaldet den ældre mand med en stump genstand.

Den 74-årige mand blev overført til Odense Universitetshospital, men han er altså nu død af sine skader.

Den 34-årig mand blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg, hvor anklagemyndigheden begærede dørene lukket ved grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning.

- Vi skal have klarhed over, hvordan de kender hinanden, og hvordan det forholder sig i deres omgangskredse, sagde vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ritzau.

Den 34-årige mand nægtede ifølge politiet at udtale sig i retten. Han protesterede dog ikke over fængslingen ved at kære kendelsen.

/ritzau/