741.000 til frifundet rocker fra Hells Angels

Statskassen skal af med erstatning til et medlem af Hells Angels, som blev frifundet i den store rockersag om en stribe drabsforsøg.

Jesper Hagbarth, som kaldes Mujaf, er blevet tilkendt 741.000 kroner for uberettiget varetægtsfængsling, fremgår det af en dom, som Østre Landsret har afsagt.

Den 40-årige mands advokat, Michael Juul Eriksen, oplyser til Ritzau, at landsretten har fulgt hans krav om beløbets størrelse.

Erstatningen gælder de cirka 16 måneder, som Jesper Hagbarth tilbragte som varetægtsfængslet i sagen, hvor Brian Sandberg og flere andre var tiltalt.

- Det er en takstmæssig erstatning, som er forhøjet med 100 procent, fordi der var rejst tiltale om drabsforsøg, siger advokat Michael Juul Eriksen.

Fængslingen skete fra maj 2010 frem til løsladelsen i september 2011, da Københavns Byret frifandt ham for tiltalen om et drabsforsøg på den formodede bandeleder "Lille A" fra Blågårds Plads i København.

Anklagemyndigheden holdt fast i tiltalen, men også Østre Landsret fastslog ved ankedommen i november 2012, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser mod Hagbarth.

Rigsadvokaten kunne ikke se grund til at yde ham erstatning. Det skyldtes hans opførsel, hvor han havde nægtet at udtale sig.

Sidste år erklærede Københavns Byret sig enig i afgørelsen om nul kroner i erstatning, men Østre Landsret er mandag altså kommet til den modsatte konklusion.

Under straffesagen udgjorde beviset mod Hagbarth udtalelser fra politiets hovedvidne, en frafalden rocker.

Men vidnets udsagn kunne ikke alene bære en domfældelse. Der skulle mere til, fastslog såvel byret som landsret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV