75 nye lærere starter i Koldings folkeskoler efter sommerferien

Efter sommerferien starter 75 nye lærere i Kolding Kommunale Skolevæsen - heraf 11 som vikaransatte. Resten på ordinære vilkår.

Hovedparten af de nye lærere, nemlig cirka 40 stillinger er ansat som følge af forårets lockout på lærerområdet. Kolding Kommune besluttede meget hurtigt efter lockoutens afslutning, at den under lockouten sparede lærerløn på cirka 22 millioner kroner skulle bruges til i det kommende skoleår at give eleverne de timer, de havde mistet under lockouten.

De øvrige 35 nyansættelser er sket som følge af pensioneringer, barsler og flytning og ligger på det normale niveau for den årlige omsætning af lærerstillinger i Kolding Kommunes Skolevæsen.

Børne- og uddannelsesdirektør Ib Hansen er meget tilfreds med situationen.

- Det er en rigtig vindersituation. Det er dejligt, at vi som kommune kan medvirke til, at de mange unge lærere, der brænder efter at komme i gang i folkeskolen nu har fået mulighed for det. Det er godt for lærerne. Det er godt for skolerne, som får en god kombination af erfarne lærere og nye lærere. Og det er ikke mindst godt for eleverne, mener børne- og uddannelsesdirektøren.

Dagens Gossip