77-årig kvinde afslører uhyggelig hemmelighed, som hun har holdt skjult i 53 år

For 53 år siden døde en otte måneder gammel drengebaby under mystiske omstændigheder.

Nu har drengens mor, som i dag er 77 år gammel, indrømmet, at hun står bag mordet på sin søn.

Det skriver Fox News.

Kvinden, Janice Summerfield, som i dag bor på et plejehjem i Michigan, har angiveligt indrømmet overfor sin 54-årige datter, at hun dræbte hendes bror, lille William Earl Summerfield den 29. maj 1962.

Dengang blev det ellers slået fast, at babyen døde på grund af pludselig iltmangel. Men nu har politiet åbnet drengens grav for at lave nærmere undersøgelser omkring drengens død.

- Jeg var ikke klar i mit hoved. Jeg dræbte den baby. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede, skulle kvinden angiveligt have sagt til sin datter.

Hun fortalte, at hun dræbte sønnen ved at kvæle ham, hvorefter hun lagde ham i sengen ved siden af sin fire et halvt år gamle bror Phil, som lå og sov.

- Jeg vågnede, og så, at han var død. Jeg tog ham op og med nedenunder. Hun sagde, at det var min skyld, siger storebroren, som i dag er 58 år gammel, og gennem et helt liv har måttet leve med skyldfølelse.

Den 77-årige kvinde valgte at tilstå foran sin datter, fordi hun for nylig har “fundet gud” efter et langt liv med misbrug.

Nu er søsteren blevet i tvivl om, hvorvidt hendes to tvillingesøstre, som blev født i 1969, men døde nogle måneder senere, omkom af naturlige årsager. Deres død blev dengang fastslået til at være forårsaget af en lungesygdom.
 

Dagens Gossip