77-årige Svend Wedel Nielsen døde af kulilteforgiftning

Den 77-årige mand, der i aftes døde ved en brand uden ild i en lejlighed på Grønvang 17 i Vamdrup, var Svend Wedel Nielsen. Det bekræfter Kaj Hundrup fra lokalpolitiet i Kolding overfor kolding-netavis.dk.

Beboerne i boligblokken blev ved 19.30-tiden evakueret, da en beboer alarmerde Kolding Brandvæsens station Vamdrup. Der blev observeret sort røg fra lejligheden. Da brandvæsnet nåede frem stod der røg ud af vinduerne.

Røgdykkere blev sendt ind i lejligheden og de fandt 77-årige Svend Wedel Nielsen livløs i sengen. Trods genoplivningsforsøg stod hans liv ikke til at redde, da han var død af kulilteforgiftning.

- Branden er startet på grund af rygning i sengen. Der stod askebægre ved siden af sengen, fortæller Kaj Hundrup.

Mandens familie er underrettet.

Dagens Gossip