77 døde i Nice efter formodet terrorangreb

Der meldes stadig om flere døde i Nice, efter at en lastbil sent torsdag aften er kørt ind i en folkemængde under fejringen af Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

Politiet i Nice har skudt og dræbt lastbilens chauffør. Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det seneste dødstal fra dette forfærdelige angreb er steget til 77, skriver regionspræsident og borgmester i Nice Christian Estrosi på Twitter.

Tidligere har den offentlige anklager sagt, at der er over 100 sårede.

Estrosi siger også, at der er blevet fundet granater og skydevåben i den lastbil, der blev brugt til at torpedere menneskemængden.

Lokale myndigheder har for længst betegnet episoden som "et angreb", og de opfordrer folk i byen til at blive inden døre.

Den franske antiterror-enhed har ifølge nyhedsbureauet AFP overtaget efterforskningen af angrebet.

På Twitter deler øjenvidner billeder, der angiveligt stammer fra ulykkesstedet. Billederne viser mennesker, som ligger livløse på gaden i Nice.

En reporter fra AFP beskriver, hvordan et hvidt køretøj ramte menneskemængden med høj fart, mens folk var ved at forlade den berømte Promenade des Anglais efter den årlige fejring af Bastilledagen.

- Vi så, at folk blev ramt, og der fløj murbrokker og støv ud over det hele, siger reporteren ifølge AFP.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i området til at tage kontakt til deres nærmeste.

- Angreb i Nice: Følg myndighedernes anvisninger, underret pårørende, hvis du er ok. Hvis behov for hjælp, kontakt os på tlf. +45 33 92 11 12, skriver Borgerservice på Twitter.

Den franske præsident, François Hollande, er sent torsdag aften taget fra det sydlige Frankrig til Paris for at holde krisemøde om angrebet.

Frankrig blev 13. november 2015 ramt af et angreb, der var iscenesat af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat. Dengang led 130 mennesker døden i Paris.

/ritzau/

Dagens Gossip