79-årig kvinde overfaldet med peberspray under røveri

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Fyns Politi leder søndag aften efter en ung mand, der stod bag et særdeles groft hjemmerøveri hos en 79-årig kvinde i det centrale Odense.

Politiet modtog klokken 20.20 anmeldelsen om et røveri på Kochsgade tæt ved Odense Banegårdscenter. Her havde den 79-årige kvinde åbnet døren i forventningen om, at det var hjemmehjælpen.

Men i stedet blev hun mødt af en ung mand, der krævede, at kvinden udleverede penge og hævekort, hvilket hun prompte afviste.

- Så skubber den unge mand kvinden til side og stormer ind i villaen. Og han når også at få sprøjtet peberspray i øjnene på den 79-årige, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard, til Ritzau.

- Vi ved endnu ikke, om han har fået et udbytte af røveriet. Og kvinden har selvfølgelig svært ved at beskrive ham, da hun bliver blændet af pebersprayen. Han løber efterfølgende fra stedet, og vi er nu på jagt efter ham.

Den 79-årige kvinde er ifølge vagtchefen uskadt, men er selvfølgelig stærkt chokeret over hændelsen.

/ritzau/