8-årig pige måtte klippes fri af vaskemaskine

En 8-årig pige sad i aftes uhjælpelig fast i en vaskemaskine i et sommerhusområde på Bornholm.

Ved 18.15-tiden slog pigens far alarm til Bornholms Brandvæsen.

- Det viste sig, at en lille pige havde leget ved vaskemaskinen, og at hun havde puttet benene ind i tromlen. Og hun kunne ikke få benene ud igen. Pigens far og en kammerat forsøgte at få hende fri, men de kom ingen vegne, fortæller indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen Palle Tourell, til BT.

Den 8-årige pige havde leget sammen med en veninde ved vaskemaskinen. Med en skammel foran vaskemaskinen, sad hun med benene inde i tromlen. Pludseligt braste skamlen sammen under hende.

Derved fik hun knæene ind under kanten, så benene sad i spænd. Og ifølge Bornholms Brandvæsen sad hun rigtigt fast:

- Vi prøvede i første omgang at komme noget sulfo på hendes ben, så hun blev glat, men det lykkedes ikke, siger Palle Tourell.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook nu!

Sidste løsning blev at brandmændene klippede vaskemaskinen op. Den kommer dog næppe til at vaske igen.

Pigen kom ikke noget til og tog det i stiv arm, selv om hun sad fast i halvanden time.

Dagens Gossip

Dagens TV