8 grunde til, at julen ikke er allergikernes fest

Jul er lig med hygge. Hygge er lig med levende lys, ild i pejsen, glitrende pynt i stuerne og hjerteligt gensyn med familie og venner.

Men alle de ting kan nemt sætte en brat stopper for hyggen for de 1,2 millioner danskere, som året rundt døjer med allergi.

Der er nemlig rigtig mange af de ting, vi forbinder med jul, som udgør en direkte risiko for at fremkalde allergi.

Dagens.dk har taget en snak med Lise Nørgaard, som er kommunikationschef hos Astma-Allergi Danmark.

Hun fortæller, at der især er otte punkter, hvor vi ikke tænker over, at vi bærer allergien ind sammen med julen.

1. Juleblomster

Det er langt fra alle blomster, som bør være velkomne i et hjem med allergi.
Og faktisk er der rigtig mange af de blomster, vi forbinder særligt med julen, som slet ikke er allergivenlige.

Det gælder for eksempel blomsterne azalea, hyacint og lilje, forklarer Lise Nørgaard:

- Disse blomster dufter så kraftigt, at det kan genere følsomme luftveje. Det er en krydsreaktion, som gør, at folk med pollenallergi kan reagere kraftigt på det, forklarer hun og påpeger, at netop folk med høfeber sjældent forventer en allergisk reaktion i december. Men det er en rigtig god idé at tage sine allergi-forbehold netop i julemåneden.

Desuden, forklarer Lise Nørgaard, skal du undgå fysisk kontakt med krysantemum, tulipan og julestjerner, hvis du har overfølsom hud.

- Krysantemum er i øvrigt i familie med bynke, og derfor kan den være meget generende for folk med bynkepollenallergi, siger hun

Som allergivenlige alternativ til juleblomster nævner Lise Nørgaard julekaktus, juleroser, orkidéer og alpevioler.

2. Stearinlys

Alle levende lys soder - både dem af voks, dem af stearin og dem af paraffin. Det udleder partikler, som nemt kan irritere slimhinderne hos følsomme mennesker.

- Særligt duftlys er generende, fordi de selvsagt har en meget kraftig duft. Stearinlys er dem, der soder allermest, fortæller Lise Nørgaard.

Hun råder derfor til, at du husker at tjekke vægen, så den ikke bliver for lang, og står tilbage og oser. Og sørg for at slukke lyset med en lyseslukker i stedet for at puste det ud.

Desuden er det vigtigt at huske at lufte ud, når man har brændt stearinlys af i hjemmet.

- Heldigvis findes der jo alternativer - elektriske lys eller lyskæder er et godt bud, siger Lise Nørgaard.

3. Juletræet

Du tænker måske ikke så meget over det, men når du trækker juletræet direkte ind i stuen fra forhandleren eller skoven, er der stor risiko for, at der følger en god portion skimmelsvamp med.

- Skimmelsvampe på juletræer kan give skimmelsvampeallergikere reaktioner i både næse og lunger, siger Lise Nørgaard.

Desuden, fortæller hun, dufter grantræer, og det kan give gener for folk med astma og følsomme luftveje.

- Det er harpiks, der giver granet den velkendte duft. Harpiks kan i øvrigt genere kontaktallergikere ved berøring, siger hun.

Et alternativ til det traditionelle grantræ kan selvfølgelig være et træ af plastic. Men lyder det ikke så romantisk, har Lise Nørgaard et andet råd.

- Du kan vente med at tage træet ind til selve juleaften. Før du tager det ind, giver du det et brusebad eller en ordentlig tur med haveslangen, så bliver du fri for det meste skimmelsvamp, siger Lise Nørgaard.

4. Brændeovn

Findes der noget mere hyggeligt end duften af ild i en brændeovn?
For en allergiker ville et oplagt svar være en slukket brændeovn.

Ligesom for levende lys gælder det, at brændeovnen soder og udleder partikler, som i høj grad kan genere astmatikere og andre med følsomme luftveje.

- Hvis du tager brænde med indenfor, kan det i øvrigt, som med juletræet, være, at du tager skimmelsvamp med indenfor. Det er heller ikke sjovt for de sarte luftveje, forklarer Lise Nørgaard.

5. Husdyr

I julen samles vi og hygger med familien.

Men er du allergisk overfor for eksempel hund eller kat, er det ikke altid sjovt at komme på besøg hos tante Olga med de fem indekatte, eller hos bedstefars bedste ven, gravhunden Viggo.

- Det er sjældent godt nok, at dyrene bare bliver lukket udenfor eller ind i et andet rum, når en pelsallergiker kommer på besøg. Ofte er et par kattehår i en af gæsternes trøje nok til at sætte skub i allergien, siger Lise Nørgaard.

Som allergiker er det derfor en god idé på forhånd at have talt med sin læge om, hvordan man skal forholde sig til de mange familiebesøg. Måske kan medicin redde det?

- Du kan eventuelt også sørge for lige at advare værtinden, så hun kan sørge for, at de andre gæster ved, du har allergi, og kan tage bedst muligt hensyn, siger Lise Nørgaard.

6. Julepynt
Når du en gang om året genfinder den store kasse med julepynt fra loftet eller kælderen, kan det næsten ikke undgås, at det har samlet støv de sidste 10-11 måneder. Sørg derfor for at tørre pynten af, inden du hænger det på træet og rundt omkring i huset, råder Lise Nørgaard.

- Der kan også godt være skimmelsvamp i selve julepynten, hvis den for eksempel består af kogler eller tørrede blomster, forklarer hun.

7. Overnatning
Måske skal du overnatte hos familien juleaften eller i juledagene?
Overnatning hos andre er en stor udfordring, hvis du har husstøvmideallergi, og du for eksempel skal overnatte på en gammel sovesofa eller en halvstøvet madras hentet ned fra loftet.

- Det er en rigtig god idé at tage sin egen dyne og pude med, gerne med et husstøvmidetæt madrasovertræk, siger Lise Nørgaard.

8.Julemad

Vi danskere elsker vores julemad, og vi spiser meget af den.
Men netop julemaden er et særligt stort problem for de mange danskere, som lidere af krydsreaktioner og fødevare-overfølsomhed.

- I julen er det især mad, der indeholder mælk, mel og nødder, der kan give gener for mad-allergikere, siger Lise Nørgaard

Desuden kan folk med græspollenallergi reagere på citrusfrugter, som heller ikke er et sjældent syn i julekøkkenet.

Og for folk med sarte luftveje kan selve tilberedningen af julemaden også blive til et irrationsmoment, fordi stegeosen kan være ret generende.

Sørg derfor for at lufte en masse ud, mens du tilbereder det overdådige julemåltid, råder Lise Nørgaard.

På Astma-Allergi Danmarks hjemmeside kan du finde alternative opskrifter til allergivenlig julemad - for eksempel mandelfri marcipan og mælkefri ris à la mande.
 

Dagens Gossip