80-årig dræbte sin kone med en håndvægt: Anklager kræver ham tvangsanbragt

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

En 80-årig mand bør på ubestemt tid anbringes på en psykiatrisk afdeling for at have dræbt sin 78-årige hustru. Det mener anklagemyndigheden, som nu har rejst tiltale for manddrab mod den ældre mand.

Onsdag i næste uge indleder Retten i Lyngby sagen mod den ældre mand.

Af anklageskriftet fremgår det, at manden tilbage i januar på parrets bopæl i Farum først slog sin kone flere gange i hovedet med en håndvægt på et kilo, inden han kvalte hende ved at gribe hende om halsen og holde en pude for ansigtet.

Manden tilstod i timerne efter drabet at have taget livet af sin kone. Erkendelsen faldt i første omgang på Hillerød Hospital, hvor manden var blevet indlagt.

Indlæggelsen skyldtes, at den 80-årige mand efter drabet, kørte fra bopælen i sin bil, og på en parkeringsplads i Allerød kørte han ind i en lastbil.

Sygeplejersken, som laqde øre til mandens tilståelse, slog alarm, og på mandens bopæl fandt politiet hustruen død.

Under grundlovsforhøret ved Retten i Lyngby kom det frem, at den ældre mand led af svær depression. Flere gange har han været indlagt, og han har også modtaget elektrochokbehandling.

Anklagemyndighedens påstand om anbringelse på en psykiatrisk afdeling bunder i en vurdering af, at manden på gerningstidspunktet har været utilregnelig på grund af sindssyge eller en lignende tilstand.

Straffelovens bestemmelser gør, at for eksempel sindssyge personer ikke kan sættes i fængsel, uanset hvor alvorlig en forbrydelse de måtte have begået.

I stedet tillader retsplejeloven, at utilregnelige personer, som bliver frifundet for straf, for eksempel kan spærres inde på en psykiatrisk afdeling med meget strenge restriktioner omkring, hvornår den dømte vil kunne blive prøveudskrevet.

/ritzau/