80-årig mand er omkommet i kajak-ulykke i Næstved

En 80-årig mand er mandag ved middagstid omkommet efter at være kæntret i sin kajak i Næstved Kanal.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Næstved, Anders Mikkelsen, til Ritzau.

Manden blev senest set klokken 11.45 mandag. Omkring 20 minutter senere ringede en borger 112, da en kajak flød rundt i kanalen med bunden i vejret.

Manden var død, da redningsfolk hev ham op af kanalen klokken 12.36.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken er, men en af teorierne er, at manden har fået et ildebefindende, mens han befandt sig på vandet.

Ifølge vagtchef Anders Mikkelsen tyder intet på, at der ligger en kriminel handling bag ulykken.

Inden for de næste par dage vil der blive foretaget et ligsyn for at komme årsagen til ulykken nærmere.

/ritzau/

Dagens Gossip