80 fængslet for hash på Christiania

Skrevet af admin

14/03/2014

Mest læste i dag

Dommere i Københavns Byret har varetægtsfængslet i alt 80 personer efter torsdagens store hashaktion på Christiania.

Retsmøderne med de mange anholdte sluttede først ved fire-tiden fredag morgen.

83 blev fremstillet i grundlovsforhør, og anklagere besluttede selv at løslade to, mens en dommer løslod en enkelt, oplyser chefanklager Karin Thostrup i Københavns Politi.

En del skal tilbringe tiden to og to i celler i Vestre Fængsel.

Aktionen har været planlagt i lang tid, og anholdelserne torsdag foregik over det meste af Sjælland.

Ifølge politiet har en mand fra Hells Angels siddet i toppen af organisationen og styret en del af hashsalget i Pusher Street på Christiania.

To specialafdelinger fra politiet deltog i aktionen.

Task Force Øst beslaglagde 320 kilo hash, tre biler og et par motorcykler.

Task Force Pusher Street beslaglagde tre millioner kroner i kontanter, 100 kilo hash, 3000 joints, nogle guldbarrer og nogle våben.

Politiet har tidligere anslået, at der omsættes for cirka en milliard kroner i Pusher Street årligt.

/ritzau/