800 bådflygtninge er reddet i sikkerhed ud for Sicilien

Skrevet af admin

23/11/2014

Mest læste i dag

Antallet af bådflygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet fra Nordafrika til Europa, fortsætter med at stige.

De seneste to døgn er ikke færre end 796 personer blevet reddet i sikkerhed af den italienske og libyske kystvagt, efter at de har forsøgt at komme til Italien i mere eller mindre sødygtige både.

Den italienske kystvagt oplyser, at den har hjulpet 520 personer fra fem forskellige både i sikkerhed natten mellem torsdag og fredag, efter at der var blevet opfanget nødopkald fra nogle af passagerernes mobiltelefoner.

Herefter bistod den italienske kystvagt Libyens myndigheder med at redde flere flygtninge, der var i problemer i libysk farvand. To grupper på henholdsvis 78 og 93 personer, hvis nationalitet ikke er oplyst, blev reddet.

Libyens flåde oplyser desuden, at den fredag reddede 105 personer fra en synkefærdig båd ud for kysten ved Garabulli cirka 50 kilometer øst for hovedstaden Tripoli.

Selvom efteråret normalt får antallet af personer, der vover sig ud på den farefulde færd over Middelhavet, til at falde markant, har den italienske kystvagt alene i denne uge reddet tusindvis af personer i sikkerhed.

Ifølge de italienske myndigheder tager flygtninge og indvandrere, der forsøger at komme til Europa, stadig større risici i forsøget på at nå det forjættede land.

I 2013 ankom 8000 personer i første halvdel af året til Italiens kyst, mens det i andet halvår steg til 35.000.

Men alene i første halvdel af 2014 nåede ikke færre end 65.000 flygtninge med båd fra primært Afrika til Europa. Det samlede antal for året er på omkring 150.000, hvilket giver et gennemsnit på omtrent 400 om dagen.

Krigen i Syrien, tvungen militærtjeneste i Eritrea og destabiliseringen i Libyen er med at til at drive mange ud på de dødsensfarlige rejser over Middelhavet i synkefærdige, overfyldte både.

/ritzau/AFP