800 kilo hundefoder stjålet fra hjemløse

800 kilo hundefoder, der var fordelt på to paller, er blevet stjålet fra kælderen hos Foreningen Hjemløses Hundes formand i Gullestrup ved Herning, Thomas Hermannsen.

Hundefoderet, der har en værdi på 21.000 kroner, var tiltænkt som en forsinket julegave og foreningen havde netop modtaget gaven fra en virksomhed.

- Det skærer i mit hjerte, at foderet er stjålet, fordi vi arbejder så hårdt for at få det hjem, fortæller Thomas Hermannsen til aoh.dk.

De 800 kilo foder svarer til mellem 15 og 20 procent af den hundemad, som foreningen bringer ud hvert år. Det sker for at hjælpe hjemløse og deres firbenede kammerater, skriver aoh.dk.

Tyveriet er meldt til politiet, men da lokalpolitiet i Herning ingen spor har i sagen, skal man håbe på, at foderet bliver sat til salg – billigt – og at nogen fatter mistanke og melder det til politiet.

Dagens Gossip