80.000 mennesker til Bohemia Jazz Fest i Tjekkiet

Bohemia Jazz Fest i Tjekkiet er på blot otte år blevet en af Europas største udendørs fester. Med sin spændende blanding af jazz, blues og funk indtager festivalen ni historiske byer i Tjekkiet, og musikere fra hele verden og hovednavne fra USA’s absolutte jazzelite skyder ballet i gang i Prag den 10. juli.

De sidste brikker i programmet for årets udgave af Bohemia Jazz Fest er netop faldet på plads, og i slutspurten lykkedes det arrangørerne at tilføje to nordiske sangerinder til line-up’et – henholdsvis danske Sinne Eeg og norske Karin Krog.

Musik for alle

Både jazz-, blues-, funk- og latin-fans har noget at glæde sig til ved Bohemia Jazz Fest 2013. Hovednavne som The Terence Blanchard Quintet og Medeski, Martin & Wood er plukket ud af cremen af den amerikanske jazzscene, mens bluesfans kan se frem til at høre den legendariske guitarist Luboš Andršt.

Har du derimod brug for funk eller latin, byder henholdsvis The Mo’ Blow fra Berlin og den brasilianske percussionist Marco Lobo op til dans.

Bohemia Jazz Fest finder sted fra den 10.-20. juli i ni forskellige tjekkiske byer, og alle koncerter er gratis.

Dagens Gossip