80.000 nu tilmeldt Facebook-sider til advarsel mod fotovogne

Fartglade bilister tilmelder sig i stort omfang sider på Facebook, der advarer dem mod hvor politiet lige nu blitzer løs med fotovognene.

En optælling som dagens.dk har lavet, viser at disse sider nu har samlet omkring 80.000 tilmeldinger. Nogle af dem kan selvfølgelig være tilmeldt flere sider, men tallet er højt.

Et eksempel er den side, der skal advare bilister på Sjælland mod fotovognene. Den har lige nu 17.600 tilmeldinger, hvor brugerne indrapporterer når de ser en fotovogn, og dermed advarer andre mod den.

Og tilsvarende er der sider landet over, hvor mange tusinde altså kan se hvor politiet afholder deres fartkontrol.

Den store tilslutning ærgrer den operative leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Kenneth Benfeldt.

- Jeg kan godt undre mig, for man advarer jo dem der ønker at køre for stærkt. Det synes jeg er ærgerligt af hensyn til trafiksikkerheden ude på vejene. Hvis man har problemer med at holde hastighedsgrænsen var det måske en bedre idé, at anskaffe sig en fartpilot, siger han til dagens.dk.

Kenneth Benfeldt fastslår, at politiet ikke parkerer fotovognene for at skrabe penge sammen, men for at sikre færre uheld og ulykker på vejene.

- Vi har et mål om at sørge for færre dræbte på vejene, og derfor skal vi have stoppet dem der kører for stærkt. På den baggrund er det kortsigtet at advare dem, der bevidst overtræder hastighedsgrænserne. Desuden er der meget lidt tid at vinde ved at køre hurtigere, så mit råd er, at man koncentrerer sig om at køre det man må, siger Kenneth Benfeldt.

Færdselspolitichefen frygter i øvrigt også, at de tilmeldte bilister tjekker disse Facebook-opdateringer mens de kører.

- Det er jo i hvert fald fristende at hive mobiltelefonen frem hvis man hører et advarselsbip om. at der er en opdatering fra en af de sider man er tilmeldt. Og det er naturligvis ulovligt at kigge på sin mobiltelefon mens man kører bil, siger han.

Hvad mener du? Et det okay, at fartglade bilister advares mod hvor fotovognene står? Skriv din mening i vores debat.

Dagens Gossip