81-årig rigmand bruger millioner på valgkamp

Når de østrigske vælgere søndag går til stemmeurnerne, kan de blandt andre stemme på den 81-årige milliardær Frank Stronach.

Han har brugt millioner på sin valgkamp og blandt andet opført sportspladser i sin fødeby, Weiz, der også har en Frank Stronach Hal på kunstmuseet.

I meningsmålingerne har Stronachs nye parti, Team Stronach, dog taget lidt af en rutsjetur fra at ligge til 12 procent af stemmerne for et år siden mod cirka det halve nu umiddelbart før valget. Spærregrænsen er på fire procent.

Derimod står socialdemokraterne (SPÖ) og deres konservative regeringspartner ÖVP til et godt valg.

Stronach, som voksede op i fattigdom med sin mor i den østrigske by Weiz, er en debutant på den politiske scene.

Ifølge lokale medier er milliardæren skuffet over modtagelsen, efter at han i mange år har boet i Canada og nu er vendt hjem til sit fødeland.

Journalisterne stiller kritiske spørgsmål til hans politik, og han kan ikke kende sit gamle hjemland, hvor folk savner respekt for hans person, føler Stronach, der er kritisk over for EU og ifølge nyhedsbureauet AFP blandt andet har foreslået dødsstraf til lejemordere og advaret mod en kinesisk invasion af Østrig.

Hjemme i fødebyen, Weiz, er Stronach dog stadig helt og æresborger. Han har flere gange doneret store millionbeløb. Der er blandt andet en Frank Stronach fodboldskole og en Frank Stronach-vej.

- Uden ham ville Weiz ikke være et kønt sted i dag, siger den pensionerede maskinarbejder Walter Inthaler.

Frank Stronach har tjent sine mange penge på sit firma Magna International, der producerer bildele.

Han har boet mange år i Canada, hvor han ifølge Forbes' liste over de rigeste i det nordamerikanske land aktuelt ligger nummer 25. Han er god for 1,2 milliarder dollar.

Hele tiden har han haft selvtilliden i orden, hvad angår den politiske fremtid. Da han stiftede sit parti for et år siden, sagde han:

- Den 27. september 2012 er en meget vigtig dag, der vil gå over i både Østrigs historie og verdenshistorien.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip

Dagens TV