88-årige Tove dropper sit danske statsborgerskab: Jeg kan ikke holde ud, hvordan man behandler flygtninge

88-årige Tove fylder snart 89, men det bliver hendes første fødselsdag, hvor hun ikke er dansk statsborger. 

Hun har valgt at frasige sig retten til det rødbedefarvede pas og i stedet blive svensk statsborger efter de seneste dages postyr omkring flygtninge i Danmark. 

- Jeg bliver så fortvivlet, når jeg ser hvordan Danmark behandler flygtninge, så jeg har besluttet mig for at frasige mig mit danske statsborgerskab, siger Tove Warris til Aftonbladet.

Tove flyttede til Sverige i 1956, fordi hendes mand blev tilbudt arbejde i landet. Parret boede sammen i Sverige indtil de blev pensioneret, men efter fem år i Danmark, rykkede de tilbage til Sverige, hvor de bosatte sig i Malmø.

Hun taler stadig dansk, men billederne fra Danmark af flygtningene har fået hende til at kappe forbindelsen til moderlandet. 

- Jeg loggede ind på computeren og printede alle papirene ud, så jeg kunne frasige mig det danske statsborgerskab, siger hun til Aftonbladet. 

Hun lagde papirene i en kuvert og sendte dem til Danmark, og det markerede slutningen på det land, hun ellers har holdt meget af. 

- Jeg bryder mig bestemt ikke om den danske flygtningepolitik. At de ikke lader flygtningene køre igennem landet for at komme til Sverige. Ikke nok med at de stopper dem, de vil heller ikke tage imod dem. Det er håbløst, siger 88-årige Tove Warris. 

Hun er bestemt ikke imponeret over politikerne i de to lande. 

- Den danske statsminister gør ingenting. Jeg har heller ikke meget tilovers for den svenske, men han prøver i det mindste. Taler med Merkel og så videre. Men den danske, næh - han gør ingenting, siger hun til avisen. 

 

 

Dagens Gossip