89-årig kørt ned af medarbejder på plejehjem - lagt i seng med brækket ben

Den 9. juli skete et uheld på parkeringspladsen ved Plejecenter Alliancehaven i Slagelse.

Her bakkede en ansat ved et uheld ind i den 89-årige beboer Svend Aage Larsen. Han blev lagt i seng.

Dagen efter blev han indlagt på Slagelse Sygehus, hvor det viste sig, at hans ben var brækket. I fredags døde den 89-årige efter to ugers indlæggelse.

Det skriver Sjællandske.

Mandens rollator var ifølge vidner helt ødelagt. Ingen på plejecentret tilkaldte politiet.

- Han var sådan en glad, gammel mand, der selv kunne bevæge sig rundt i byen med sin rollator og glædede sig til sin 90 års fødselsdag den 16. februar næste år, fortæller en tidligere nabo, der havde kendt Svend Aage Larsen i 40 år til avisen.

Hans tidligere kone oplyser, at han døde af en lungebetændelse. Hun er rystet over hændelsen.

- Hvis påkørslen ikke var sket, var min eks-mand måske stadig i live, siger Grethe Larsen.

Hun kritiserer plejecentret for at have været tavse om ulykken, der ikke blev meldt til politiet.

Til TV2 East siger ældrechef i Slagelse Kommune Marianne Kristensen, at vurderingen var, at det ikke var nødvendigt i den konkrete situation.

Dagens Gossip

Dagens TV