9 faser, du gennemgår, når du genoptager motion efter “vinterpausen”

Lad det være sagt: Nogen sportsidiot bliver jeg aldrig.

Da jeg var teenager, knoklede jeg løs til hests, til vands, til bens og på dansegulvet. Men på et eller andet tidspunkt mistede jeg den der grundlæggende lyst til at dyrke motion.

Bedre blev det ikke af, at jeg tog en del ekstra kilo på, som besværliggør processen. Derfor skal jeg til tider hive mig selv hårdt op ved håret.

Det gælder ikke mindst efter “vinterpausen” - som vist er en lettere omskrivning af “Det regnede engang i november, og jeg syntes, det var synd for mig, så siden har jeg ligget på sofaen”.

Men noget skal gøres, og jeg er kommet ud på mine vraltende løbeben igen. I den forbindelse har jeg dog gennemgået nogle faser, som jeg tror, mine medlidende motionsfornægtere kan nikke genkende til.

1. Gad vide, hvor min sports-bh befinder sig?-fasen
Jeg har truffet en beslutning. Vejen har været lang. Nu skal det være. Men hvor i alverden plantede jeg den tøjgenstand, som sikrer, at jeg ikke bliver knockoutet af mit patværk i løbet af de første hundrede meter?

Læs også: 15 ting du ikke skal sige til piger med tatoveringer

Er det undskyldning nok, at mine brystvorter får brandsår, hvis jeg løber uden sports-bh på? Jeg venter til i morgen, så er den nok dukket op.

2. Guldlok-fasen
Det er endelig lykkedes at lokalisere føromtalte sports-bh. Men nu indtræder den fase, hvor man som Guldlok i eventyret med bjørnenes grød, skal ramme den HELT rigtige temperatur, før udendørsprojektet kan realiseres.

Der er også andre faktorer i spil. Var det en regndråbe på den anden side af vinduet? Skinner solen for meget, så der er mange folk ude i samme ærinde, som skal se mig okse af sted? Jeg venter lige en halv time og ser, om vejret skifter.

3. Prioriteringsfasen
Pludselig bliver det at disponere sin tid ekstremt nemt. Jeg kan eksempelvis ikke både nå at drikke to kopper kaffe, før jeg møder på arbejde og samtidig løbe en tur. Der må vel være en forståelse for, at jeg vælger at være en god medarbejder først og fremmest.

Jeg har også bedre tid til det efter arbejde.

4. Geografi-fasen
Når jeg vælger at løbe, er det netop, fordi det er en solosport. Jeg behøver ikke at stå og flashe mine bouncende deller foran en masse stramme duller i fitnesscentret. Ellers tak.

Læs også: En enkelt test kan vise, hvornår du (formentlig) skal dø

Omvendt følger jeg heller ikke den store trang til at løbe rundt med armene over hovedet på nærmeste og mest befærdede torv. Jeg må lige researche lidt på, hvor man nogenlunde kan løbe i fred - i hvert fald de første par uger, indtil en art grundform har etableret sig, og jeg ikke lyder som en ko, der er ved at blive hallalslagtet.

5. Pludselig er jeg en art træningsekspert-fasen
Det er vigtigt at komme ud og røre sig. Det er klart. Men det er ligeså vigtigt, at man ikke går hårdt til den i begyndelse. Så er risikoen for skader stor, og det ville jo sætte en uknækkelig kæp i hjulet på projektet.

Så jeg lægger stille ud. Faktisk bliver det ikke til mere end en jokketur til supermarkedet og tilbage igen.

Så kan jeg også lige få købt frisk kaffe, der skal bruges som i prioriteringsfasen (se punkt 3) i morgen tidlig.

6. Statistik og teknik-fasen
Hvis man ejer en smartphone, er der nærmest ingen ende på, hvor mange smarte apps, man kan downloade for at holde overblik over ens motionsmæssige mål. De skal jo også lige testes, inden løbetræningen for alvor går i gang.

“Nå, man kan intervaltræne med den funktion? Smart. Måske burde jeg købe et pulsur? Ej, det er måske også for meget… Fedt! Jeg kan planlægge ruten hjemmefra!” 

Og så gik der tid med det.

7. Ekstrem klynk og selvmedlidenheds-fasen
Når de første seks faser er overstået (ikke nødvendigvis i rækkefølge, og flere af dem kan godt være i spil mere end én gang) tager man sig så endelig sammen.

Læs også: Børster du dine tænder rigtigt? Her er fem fejl

Lad os nu bare kalde en spade for en spade: Ens korpus bliver ømt ad Pommeren til de første gange, man sådan for alvor går til den. Det kan godt medføre en ret ulidelig omgang klynk og selvmedlidenhed, som går omverdenen på nerverne.

8. Pyt-fasen
Guldlok-fasen er blevet byttet ud med pyt-fasen.

Pludselig er man ikke længere så pernitten med vejret. Regner det? Nåja, så bliver man jo bare afkølet lidt. Blæser det? Så må det give lidt ekstra forbrænding. Herregud. Det er jo bare så rart at være i sin krop efter løbeturen.

9. Slå dine egne rekorder-fasen
Det der løberi er jo faktisk ret fedt! Men jeg må lige oppe mig. Nu har jeg jo anskaffet mig apps og alt muligt. I dag slår jeg sgu min rekord. Fandme!

Dagens Gossip