9 pirater ulovligt fængslet: Stor næse til anklager i piratsag

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Det var ulovligt, da en dommer i Københavns Byret besluttede at varetægtsfængsle ni somaliske mænd, der var mistænkt for pirateri.

Østre Landsret har i en kendelse slået fast, at de ni burde have været løsladt.

Fængslingen skete in absentia, idet gruppen var tilbageholdt på krigsskibet Esbern Snare.

I afgørelsen får Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet samtidig en stor næse for håndteringen af sagen.

En borger må højst være frihedsberøvet i 24 timer, før en dommer skal afgøre, om indgrebet skal fortsætte.

Det står i grundloven, og derfor kaldes den slags retsmøder grundlovsforhør.

Men i dette tilfælde gik der 12 dage. Og den markante overskridelse af fristen "giver anledning til alvorlig kritik af anklagemyndigheden," hedder i landsrettens kendelse.

Der er sket en "væsentlig tilsidesættelse af en fundamental retssikkerhedsgaranti," fastslår de tre landsdommere.

Det er de ni somalieres beskikkede forsvarer, advokat Poul Helmuth Petersen, der nu har fået medhold. Han har nu mulighed for at søge om erstatning til sine klienter.

Statsadvokaten har undskyldt sig ved at henvise til de internationale regler om pirateri, men det er ikke godt nok.

Det var 10. november, at mandskabet på Esbern Snare pågreb de ni mænd i farvandet ud for Afrikas Horn.

De var mistænkt for at have deltaget i et forsøg på kapre det danskejede fragtskib Torm Kansas.

Dansk politi blev involveret, men der gik altså alt for lang tid, før der blev holdt retsmøde i Københavns Byret - det fandt sted 23. november.

Under afhøringer via videolink fortalte de ni, at de bare var fiskere, hvis grej var blevet væk.

Denne oplysning og andre forhold fik anklagemyndigheden til at droppe sagen 28. november.

I stedet blev gruppen sejlet til Seychellerne. Danmark har nemlig overtalt øgruppens myndigheder til at undersøge, om de ni kan mistænkes for kapringsforsøg mod fragtskibe, der er hjemmehørende i andre lande.

/ritzau/