90-årig mister livet i brand i Søborg

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

En brand i en villa på Tolstojs Allé i Søborg ved København kostede tirsdag en 90-årig mand livet.

- Branden opstod tilsyneladende i køkkenet, som er helt udbrændt, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Kim Svenningsen.

Da brandfolkene når frem, finder de den ældre mand liggende i køkkenet.

- Man får ham udenfor og forsøger genoplivning, men han er allerede død, fortæller vagtchefen.

Årsagen til branden er endnu ikke kendt.

- Brandteknikerne går i morgen (onsdag, red) i gang med deres undersøgelser for at finde ud af, hvordan den opstod, fortæller Kim Svenningsen.

De pårørende til den 90-årige er underrettet om ulykken.

/ritzau/