90-årig tysker: Vi begravede nazi-skat i Asaa

Udsigten til en kæmpe skat gravet ned under deres fødder er nu det helt store samtaleemne i den lille by Asaa i Vendsyssel.

Det sker efter, den nu 90-årig tidligere tyske marinesoldat Wilhelm Kraft er stået frem i NORDJYSKE medier og har fortalt, at han var med til at grave tre kæmpe huller til en uvurderlig nazi-skat i området.

- Det må enten være ædelt metal eller måske den forsvundne russiske rav fra ravkammeret i Sankt Petersborg, forklarer Wilhelm Kraft til avisen søndag.

Nu mener ejeren af byens lokale campingplads, at myndighederne bør tjekke den 90-årige tyskers historie.

- Man kan jo flyve hen over arealerne, han udpeger, med noget varmesøgende udstyr for at få tjekket det af, inden man begynder at grave. Wilhelm Kraft kan jo ikke selv gøre det, så der er jo nogle myndigheder, der skal ind i alt det her for virkelig at få det undersøgt, siger indehaver af Asaa Camping og Hytteferie, Frank Jensen, til NORDJYSKE.

- Han (Wilhelm Kraft, red.) er klar nok i hovedet, og han afviger ikke fra sin historie. Det er den samme historie, han fortæller igen og igen, understreger campingpladsejeren videre.

Den tidligere marinesoldat har været gæst på campingpladsen to år i træk, og Frank Jensen har kørt ham lidt rundt på egnen.

- Alle andre, der har været involveret i historien, er ifølge ham enten døde eller likvideret, fortæller han til os, siger Frank Jensen.

Wilhelm Kraft håber nu, at oplysningerne kan få andre til at grave i sagen og måske også grave efter skatten.

Kilde: Nordjyske.dk

Dagens Gossip