9000 brandfolk kæmper mod ilden i Californiens natur

Skrevet af admin

04/08/2015

Dagens topnyheder

Nedbrændte bygninger, forkullede biler og glødende træer.

Adskillige naturbrande hærger i øjeblikket den amerikanske stat Californien, hvor flere end 9000 brandfolk er sat ind i kampen mod flammerne.

Det er ifølge brandvæsnet i staten svært for brandfolkene at følge med ilden, som har bevæget sig med "halsbrækkende" hastighed gennem de californiske skove.

I weekenden brændte over 80 kvadratkilometer på fire til fem timer.

- Det er en usædvanlig og historisk høj hastighed, siger Daniel Berlant, talsmand for det californiske brandvæsen Calfire, til CNN.

I alt har naturbrandene bredt sig over et område på 575 kvadratkilometer. Det svarer til lidt mindre end Bornholms areal.

Flere end 13.000 mennesker måtte flygte fra den største naturbrand, the Rocky Fire, da den strøg gennem flere byer nord for Californiens hovedstad Sacramento.

Tordenvejr i området øger risikoen yderligere for, at nye brande skal opstå, da lyn frygtes at antænde den tørre natur.

Vejret i den tørkeramte stat har stor betydning for brandfaren i naturen. Og det gør ikke brandfolkenes arbejde lettere, at der i den seneste weekend har været flere tilfælde af lynnedslag uden medfølgende regn.

- Tørken spiller en stor rolle. Efter fire år med tørt vejr er vegetationen, træerne og krattene tørre, siger Daniel Berlant fra Calfire til CNN.

Det er den nordlige del af Californien, der er hårdest ramt. Her har ilden indhyllet skove og bredt sig til flere motorvejsstrækninger, som måtte spærres.

Torsdag i sidste uge kostede naturbrandene et menneskeliv, da en 38-årig brandmand omkom - og dagen efter blev nationalgarden indkaldt for at deltage i kampen mod flammerne.

Om end udfordringen er stor, skrider slukningsarbejdet frem. Mindst tre brande er slukket siden weekenden, lyder det fra brandvæsnet.

/ritzau/AFP