92 år er ingen alder: Mød plejehjemsbeboerne, der både rider, flyver og springer i faldskærm

Beboerne på plejecentret Trollehøj i Svendborg er ikke færdige med livet. Derfor kaster de sig sammen ud i nye eventyr, skriver TV2 Fyn.

92-årige Lilly Hansen var for et par uger siden på sin første flyvetur, og mandag tog hun med en gruppe beboere fra plejehjemmet på sin første ridetur.

- Jeg har aldrig prøvet at ride, så det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg ved ikke hvordan det er, men jeg tror at det er spændende, siger Lilly Hansen.

Det var Lilly Hansen, der fik ideen til rideturen, og fem andre beboere på Trollehøj Plejecenter meldte sig eksperimentet på hesteryg.

Lilly har den seneste tid haft så travlt med at prøve vilde ting, at hun slet ikke har tid til besøg fra hendes børn længere. Det er plejehjemmets leder glad for.

- Det er rigtig dejligt, at vores beboere selv kommer med forslag til aktiviteter. Det beviser, at selvom man er kommet på plejehjem, så stopper livet ikke, siger sektionsleder på plejehjemmet, Annette Søby.

Og de ældre har tilsyneladende stadig ikke fået nok action. Næste oplevelse venter måske lige om hjørnet.

- Jeg har aldrig prøvet at springe i faldskærm. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig, siger en af de andre beboere, der var med på hesteryg i dag.

Dagens Gossip