93-årig Auschwitz-vagt kan få 15 år for massemord

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Den 94-årige tidligere vagt i nazi-koncentrationslejren Auschwitz Reinhold Hanning skal torsdag formiddag stå ansigt til ansigt med en dommer i tyske Detmold.

Han er anklaget for meddelagtighed i mindst 170.000 mord på jøder i lejren i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

Retssagen er den første af i alt tre retssager, der er planlagt til i år, mod tidligere medlemmer af det nazistiske korps SS.

Christoph Heubner, der er næstformand for Den Internationale Auschwitz Komité i Berlin, siger, at retssagerne skal ses som en mulighed for at gøre op med "svigt i Tysklands retssystem".

Blandt de 6500 tidligere SS-ansatte i Auschwitz, der overlevede krigen, er færre end 50 blevet dømt.

Holocaustoverlevende Angela Orosz, som er blandt dem, der skal vidne mod Reinhold Hanning, siger til nyhedsbureauet AFP, at alt personalet i Auschwitz "var en del af denne dræbermaskine".

- Uden disse mennesker og deres støtte til Holocaust, ville det, der skete i Auschwitz i løbet af blot et par år - nemlig mordet på 1,1 millioner mennesker - ikke have været muligt. Måske ville mange af mine familiemedlemmer stadig være i live, siger hun.

Angela Orosz blev født i Auschwitz lidt over en måned inden, lejren blev befriet 27. januar 1945.

Når anklageskriftet mod Hanning er blevet læst op torsdag, vil retten høre vidneudsagn fra tre tyske sagsøgere, de holocaustoverlevende Leon Schwarzbaum, Erna de Vries og Justin Sonder.

Reinhold Hanning står anklaget for blandt andet at have udvalgt, hvilke fanger der var egnet til arbejdskraft, og hvilke der skulle sendes i gaskamrene.

Det formodes samtidig, at han var klar over, at der foregik regelmæssig masseskydning af de indsatte i lejren såvel som systematisk udsultning af fanger.

- Gennem sin rolle som vagt fremmede han adskillige tusinde drab på indsatte, oplyser anklageren.

Hanning står til mellem tre og 15 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig. Men i betragtning af hans høje alder og den tid, det tager at appellere, er det usandsynligt, at han kommer til at udstå en eventuel straf.

Ifølge 90-årige Justin Sonder "burde retssagen have været afholdt for 40-50 år siden".

- Men selv i dag er det ikke for sent at se på, hvad der skete, siger Sonder, som mistede 22 familiemedlemmer under naziregimet og selv blev sendt til Auschwitz, da han var 17 år gammel.

Reinhold Hanning erkender at have arbejdet i Auschwitz. Men han afviser anklagerne om meddelagtighed i mord.

/ritzau/AFP