93-årig kvinde finder sin ægtemand efter 77 år

Historien om en 93-årig kinesisk kvinde, som netop er blevet ‘genforenet’ med sin mand 77 år efter hans død, går lige nu viralt.

Det skriver The Shanghaiist.

Den gamle kvinde, Zhang Shuying, mødte sin mand, da hun var blot 14 år gammel. Hun var blevet sendt på en blinddate med hærofficeren Zhong Chongxin, og de to unge mennesker faldt straks pladask for hinanden. Efter meget kort tid blev de gift.

Men det forelskede unge ægtepar nåede ikke at nyde hinandens selskab længe, for to år efter deres bryllup, i 1937, blev Kina invaderet af japanske tropper, og Zhong Chongxin drog afsted til Shanghai for at udtjene sin værnepligt.

- Han græd og lovede, at han ville komme tilbage efter mig, siger Zhang Shuying i dag, 77 år senere, til de lokale kinesiske medier.

Så hun flyttede til en ny by og gav sig til at vente på, at hendes store kærlighed skulle vende hjem fra sine militære pligter.

Hun ventede i syv år.

I 1944 mødte Zhang Shuying en af sin mands soldaterkammerater, som kunne bertte, at Zhong Chongxin var død i et slag.

Livet gik så småt videre for den sørgende kvinde, og i 1949 giftede hun sig med en ny mand, og fødte tre børn.

Først mange år senere, i 1988, fortalte den dengang 65-årige kvinde sine børn om sin fortabte, ulykkelige kærlighed: soldaten, som aldrig vendte hjem.

Børnene blev så rørte over hendes triste beretning, at de gav sig til at lede efter hans gravsted. Og efter utallige år fandt de frem til hans navn på et helligt skrin med martyr-navne i den kinesiske by Taipei.

Først for under en måned siden, den 22. november, kom Zhang Shuying dertil for at se den hellige inskription. Hun blev i byen i en uge, og besøgte stedet tre gange, for hun tog hjem igen.

- Jeg har kun grædt tre gange i mit liv. Jeg må have kendt ham i et tidligere liv, for hver gang, jeg har grædt, har det været for ham, siger den nu 93 år gamle Zhang Shuying.

Dagens Gossip