96-årig tyrkisk ekspræsident dømt til fængsel på livstid

En tyrkisk domstol har onsdag idømt tidligere præsident Kenan Evren livsvarigt fængsel for at stå bag et militærkup i 1980, oplyser den tyrkiske tv-kanal TRT.

Den 96-årige Evren, som er tidligere militærgeneral, var præsident i Tyrkiet fra 1980 til 1989.

Kenan Evren stod anklaget for at forberede og gennemføre militærkuppet, det tredje på bare 20 år i landet.

Militærkuppet i 1980 er det blodigste af flere i landets moderne historie. Flere tusinde blev torteret, og hundredvis blev dømt til døden.

Mange andre forsvandt under det militærregime, som Kenan Evren stod i spidsen for.

Sammen med daværende chef for flyvevåbnet, den 89-årige Tahsin Sahinkaya, overtog Kenan Evren magten i landet 12. september 1980.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip