AaB-anfører efter sejr: Vi skal være mere kyniske

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

AaB har forbedret sig, men skal stadigvæk arbejde på at blive mere kynisk.

Det fastslår anfører Rasmus Würtz efter torsdagens 1-0-sejr over Rio Ave i Europa League, hvor nordjyderne igen misbrugte flere oplagte muligheder.

Til gengæld lukkede AaB ikke nogen mål ind, hvilket var et stort tema for to uger siden, da det danske mesterhold tabte 0-6 i Rumænien til Steaua Bukarest.

- Defensivt var den der, men det kan stadigvæk blive bedre offensivt. Der var flere muligheder, men Nicklas Helenius fik puttet den ind.

- Det var en sindssyg forløsning for holdet, for vi har haft problemer med at score. Det var også godt, at det var Helenius, siger Rasmus Würtz og tilføjer:

- Vores angribere lever af at score mål. Anders K. Jacobsen har vist i den her sæson, at han kan score.

- Der har været lidt længere mellem Helenius' mål, så det var godt, at han fik tanket noget selvtillid med et mål, der gav tre point, siger anføreren.

- I de her tætte kampe handler det ofte om at score det første mål. Vi havde flere optræk til scoringer, og så vidt jeg ved, så var der ikke frispark ved det mål, vi scorede før pausen, mener Würtz.

Nicklas Helenius fik bolden i nettet to gange mod Rio Ave, men det første mål blev annulleret, da dommeren vurderede, at Rasmus Thelander begik frispark i samme situation.

Trods den blandede start på Europa Leagues gruppespil ser Rasmus Würtz lyst på AaB's chancer videre i turneringen.

- Vi går efter at gå videre fra gruppen. Vi er stærke på hjemmebane, men vi skal også helst have lidt på udebane, siger han.

Om tre uger kommer gruppens tophold fra Dynamo Kiev på besøg i Aalborg. Ukrainerne topper gruppen med seks point efter en 3-1-sejr torsdag aften over Steaua Bukarest.

/ritzau/