AaB-boss: Feriepengesag gør det svært at skaffe penge

AaB har ikke mange penge tilbage på kistebunden. Kapitalgrundlaget er spinkelt, men fodboldklubben er ikke i krise, siger dens administrerende direktør, Stephan Schors, til Ritzau Finans.

AaB regner med et underskud på 5-10 millioner kroner for hele 2012 - om end i den "bedre ende". Klubbens egenkapital er på 300.000 kroner.

Med et så spinkelt kapitalgrundlag arbejder AaB på at styrke kapitalen. Det er dog svært, erkender direktøren, med de store usikkerheder, der præger selskabet.

- Vi arbejder på at få tilført noget kapital, men det er svært at tiltrække kapital, når vi har en feriepengesag, der er uafklaret. Så vi har også en interesse i at få afgjort sagen hurtigst muligt, siger Stephan Schors.

I kulissen lurer feriepengesagen, der kan slå AaB ud ad kurs, hvis man bliver idømt at betale mere, end man har afsat.

Brøndby måtte betale over 30 millioner kroner i feriepengesagen. Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup, har tidligere udtalt over for Ritzau, at niveauet for AaB ikke er oppe på Brøndby-niveau, men "et større beløb."

- Der er ikke noget nyt i sagen, og vi er stadig i en konstruktiv dialog med Spillerforeningen i sagen.

- Situationen er den samme, altså at hvis kravet er væsentligt højere, end hvad vi har afsat, så kan det true vores drift, siger Stephan Schors.

Fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte har tidligere vurderet over for Ritzau, at AaB mangler mellem 20 og 50 millioner kroner i ny kapital for at sikre driften på langt sigt.

For nuværende arbejder klubben fortsat på at forbedre driften. AaB har en ambition om, med en placering midt i Superligaen og uden transferindtægter, at realisere et nulresultat. Det er klubben godt på vej imod, siger direktøren.

- Men hvor der de sidste år er taget store besparelser på løn, altså truppen, så er vi der, hvor vi ikke kan spare mere.

- Så situationen vi er i, med nedskrivningen og egenkapitalen, får ingen sportslige konsekvenser, siger Stephan Schors.

Samtidig har klubben stadig likviditet til at dække de løbende udgifter, og det gør "ikke mere ondt, end det plejer" at betale løn hver måned til spillerne.

Generelt ser Stephan Schors ikke AaB som en fodboldklub i krise.

- Vi er en fodboldklub med et spinkelt kapitalgrundlag, hvilket i sig selv er alvorligt. Men driften viser nogle positive tegn. Jeg ligger ikke søvnløs, siger Stephan Schors.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV