AaB-chef om nedtur: Vi har stadig et pisse godt hold

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

AaB tabte søndag aften et stort skridt i kampen om de europæiske pladser, da nordjyderne på eget græs tabte 1-2 til Esbjerg.

Nederlaget var det tredje i træk for træner Lars Søndergaards mandskab, der gik til vinterpause som guldbejler i Alka Superligaen, men nu formentlig ender uden medaljer og europæisk fodbold efter sommerferien.

Sportsdirektør Allan Gaarde vil dog ikke drage afgørende konklusioner på AaB’s forår, før de to sidste kampe i sæsonen er spillet.

- Vi har store forventninger til os selv, og dem indfrier vi ikke i øjeblikket. Vores forår har været meget ujævnt, og derfor er det også vigtigt, at vi ikke graver os ned nu, siger han.

- Vi har stadig et pisse godt fodboldhold, og det skal man også huske på, selvom vi har tabt en fodboldkamp. Så mørkt er det ikke.

- Før jul haglede vi mål ind, men på nuværende tidspunkt har vi svært ved at score. Vi har utroligt mange dygtige spillere, men fodbold er et mentalt spil, og det er meget selvforstærkende, siger Allan Gaarde.

AaB-anfører Rasmus Würtz har svært ved at forklare, hvordan nordjyderne er dalet så markant i niveau i forhold til slutningen af efteråret.

- Vi spillede måske lidt over evne i efteråret og har så spillet meget under evne i foråret. Sådan ser jeg det, og det er derfor, vi ligger, hvor vi gør nu, siger han.

- Vi har ikke været gode i modgang. Man bliver nødt til at fighte sig til nogle sejre engang imellem, og der synes jeg desværre, vi har fejlet, slutter AaB-anføreren.

AaB’s sidste to kampe i sæsonen er på hjemmebane mod FC Midtjylland og på udebane mod OB.

/ritzau/