AaB dukker Brøndby dybt inde i overtiden

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

Det lignede længe en typisk 0-0-kamp, men den sene søndagskamp i Alka Superligaen mellem AaB og Brøndby gemte højdepunktet til allersidst.

Efter et hjørnespark havnede bolden hos Anders K. Jacobsen, og halvt med hælen sendte den indskiftede angriber bolden i nettet til en nordjysk 1-0-sejr.

Det har Brøndby-spillerne al mulig grund til at ærgre sig over, for gæsterne var generelt bedst i en halvsløj kamp, men den dårlige udebanekarma fortsætter altså for Thomas Franks tropper efter nytår.

AaB-sejren kom i en kamp, hvor de to forsvar var bedre end angrebene, og det giver sjældent meget lir for publikum.

AaB gav sæsondebut til Rasmus Jönsson i angrebet, men trods den savnede svenskers tilstedeværelse fik hjemmeholdet stort set intet skabt fremad banen før kampens allersidste minutter.

Træner Kent Nielsen rystede på hovedet på udskiftningsbænken i en første halvleg, hvor AaB ikke blev noteret for et eneste skud på mål, og hvor spillerne havde svært ved at ramme hinanden.

AaB'erne burde ellers have en fordel af at have startet sæsonen i torsdags, hvor holdet var i aktion i Europa League, men det var svært at få øje på på banen.

Brøndby havde mere struktur over spillet, selv om dirigenten Thomas Kahlenberg fra start var blevet plantet på bænken efter en skadesplaget sæsonoptakt.

Thomas Frank havde organiseret sit hold i en mere forsigtig og afventende formation end normalt, og gæsternes defensiv omkring landsholdsanfører Daniel Agger fungerede upåklageligt.

Det var en taktik, der var lagt an på sikker boldomgang og hurtige kontrastød, og det lignede længe en velvalgt strategi.

Teemu Pukki fik vel nok kampens bedste tilbud, da han blev spillet fri af Dario Dumic, men finnens hårde afslutning fra en spids vinkel blev flot klaret af Carsten Christensen, der vikarierede for en syg Nicolai Larsen i AaB's mål.

Ellers koncentrerede de få højdepunkter sig om nogle dødbolde, og Ferhan Hasani ramte overliggeren på frispark i slutfasen, inden AaB altså slog til på et tidspunkt, hvor alle havde indstillet sig på pointdeling.

/ritzau/