AaB er på bomber-jagt efter Helenius-salg

Salget af Nicklas Helenius skæpper godt i AaBs klubkasse med lidt mere end ti millioner kroner, men med en profil færre på træningsbanen, så har cheftræner Kent Nielsen ét klart ønske til sportschef Allan Gaarde: Find mig en angriber. 

- Man skal huske på, at vi ikke kun har mistet Helenius, men også sagt farvel til Kayke. Det efterlader os med fire angribere i truppen, og jeg har hele tiden sagt, at jeg meget gerne ser fem angribere i truppen, siger Kent Nielsen.

Det er ingen hemmelighed, at han længe håbede, at Nicklas Helenius ville blive i det nordjyske, men Kent Nielsen udtrykker fuld forståelse for, at Aston Villas bud simpelthen var økonomisk for godt til at lade gå forbi al den stund Niklas Helenius stod til kontraktudløb næste sommer.

- Det er markedsvilkårene. Nu er det op til Helenius at bevise, han er klar til Premier League, og så må vi andre indstille os på den ny virkelighed i AaB. Det siger sig selv, at vi skal vænne os til tilværelsen uden en spiller, der scorer 15 mål i sæsonen. Alt efter det budget, som bestyrelsen vil give os at arbejde med, så må vi se om, vi kan finde en angriber der kan tage over.

Med til regnestykket hører, at der blandt de fire angribere tælles den blot 18-årige litauer Lukas Spalvis, som der i hjemlandet er store forhåbninger til, men som endnu ikke kan tildeles et afgørende ansvar.

- Han skal bygge på og komme ind omkring holdet. Det ansvar kan vi ikke give ham nu uanset hans talent, siger Kent Nielsen.

Han og Allan Gaarde er derfor begyndt at sondere terrænet for en Helenius-afløser.

- Vi er jo glade for de unge spillere i AaB, men jeg vil ikke afvise, at vi kan ende med at tage en erfaren angriber, hvis det viser sig at være den bedste løsning. Det er vi ikke så religiøse omkring.

I kølvandet på Niklas Helenius skifte til Aston Villa er det kommet frem, at det kunne være endt med budkrig mellem englænderne og flere tyske klubber.

Det forklarer Niklas Helenius’ agent, Maikel Stevens - søn af den hollandske toptræner Huub Stevens - til goal.com.

- Der var stor tysk interesse for ham. Blandt andre Augsburg og Braunschweig, men Aston Villa var klar med en langsigtet løsning, og det var ideelt, forklarer han til sitet. Her fremgår det, at også Mainz 05 og Fortuna Düsseldorf var inde i billedet som bejlere.

Dagens Gossip