AaB forlænger med 20-årigt forsvarstalent

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Den 20-årige midterforsvarer Kasper Pedersen har fået en ny kontrakt med fodboldklubben AaB, så samarbejdet løber frem til udgangen af 2016.

Kasper Pedersen kommer oprindeligt fra samarbejdsklubben Aabybro IF, men skiftede som 12-årig til AaB fra en anden samarbejdsklub - Jetsmark.

I sin første seniortid optrådte Kasper Pedersen i danmarksserie-truppen, og i foråret 2013 kom debuten i Superligaen.

- Kasper er en klog og fysisk stærk midterforsvarer, som har udviklet sig til sagtens at kunne begå sig på superliganiveau.

- Han er endnu et produkt af vores dygtige talentudvikling i AaB og vores samarbejde med klubberne i Nordjylland.

- Og det er glædeligt, at Kaspers seriøsitet og hårde arbejde har båret frugt, hvorfor det er velfortjent, at han nu har opnået en ny kontrakt, siger AaB's sportschef Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

Kasper Pedersen, som ikke har spillet sig fast ind på AaB's hold endnu, glæder sig ligeledes over forlængelsen.

- Jeg er meget glad og ser forlængelsen som et udtryk for, at mit hårde arbejde har givet pote.

- Med den længerevarende kontrakt er mit fokus nu at gøre alt for at tage næste step i min udvikling, så jeg kan komme endnu tættere på en startplads i Superligaen, siger Kasper Pedersen.

Han er noteret for fire officielle kampe og en enkelt scoring for AaB.

/ritzau/