AaB forlænger med anfører Rasmus Würtz til 2018

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

Fodboldklubben AaB har forlænget med en af sine vigtigste spillere.

Anfører Rasmus Würtz har onsdag forlænget sin kontrakt, så den nu løber til 30. juni 2018.

Würtz er med sine 397 officielle kampe noteret for femteflest kampe nogensinde for AaB.

Forlængelsen glæder da også AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.

- Både på og uden for banen er Rasmus Würtz en absolut nøglefigur for os, og med årene er han kun blevet bedre og bedre.

- Han er en meget væsentlig årsag til vores stærke præstationer igennem de seneste sæsoner, siger Gaarde i en skriftlig kommentar.

- Derfor har det selvfølgelig også været meget vigtigt for os at beholde Rasmus i klubben, og vi ser frem til, at han fortsat skal vise sin store værdi i AaB-trøjen, siger Allan Gaarde.

Rasmus Würtz glæder sig også over sin nye kontrakt.

- Selv om jeg er 32 år, så føler jeg stadig, at jeg har et udviklingspotentiale i AaB. Jeg mener også, at jeg har en rolle, hvor jeg kan bidrage.

Han ser sig selv som en vigtig del af ålborgensernes hold, hvor han er en af de ældre spillere.

- Det er jo ingen hemmelighed, at AaB ynder at give unge talenter chancen, og derfor er det naturligvis også vigtigt, at vi samtidig er nogle rutinerede spillere, der kan være med til at sikre balancen på holdet, siger Rasmus Würtz.

- Som klub er vi i gang med et spændende projekt, og vi glæder os til et forår, hvor der ud over 15 vigtige kampe i ligaen som minimum også venter os en spændende kvartfinale i DBU Pokalen, siger AaB's anfører.

AaB indtager andenpladsen i Superligaen ved vinterpausen. Klubben spiller sin første kamp i foråret mod FC Midtjylland 29. februar.

/ritzau/