AaB har gigantunderskud på 27 millioner

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben AaB har med et underskud på 27,1 millioner kroner i 2013 fået et ordentlig hul i pengekassen.

De røde tal betyder, at den nordjyske klub ved årsskiftet havde en negativ egenkapital på 22,2 millioner kroner.

Det store underskud var ventet, da AaB allerede i sidste uge oplyste, at man havde hensat hele 17 millioner kroner i den såkaldte feriepengesag.

Ud over feriepengesagen belastes økonomien også af en nedskrivning på de sportsbutikker - Sport on Top - man har drevet.

Hvis der ses bort fra hensættelserne i feriepengesagen og nedskrivningerne på Sport on Top - sammenlagt 36,3 millioner kroner - så har AaB et pænt overskud på driften på 9,2 millioner kroner. Dette er inklusive transferindtægter.

AaB-direktør Stephan Schors erkender, at klubben befinder sig i en svær og alvorlig situation.

- Som vi meddelte i sidste uge, så har vores dispositioner med nedskrivning af vores kapitalandele og tilgodehavende i Sport on Top samt hensættelsen til feriepengesagen været beklagelige, men nødvendige for at komme nærmere målet om en langsigtet løsning.

- Vi er stadig i en svær og meget alvorlig situation, men det er meget tilfredsstillende, at vi fraset de beskrevede reguleringer, hensættelser og nedskrivninger kan fremvise en positiv drift, hvilket bekræfter os i, at vi er på rette vej, siger Stephan Schors til AaB's hjemmeside.

AaB forhandler med en investorgruppe og andre interessenter om tilførsel af yderligere kapital.

Klubben forventer i 2014 et resultat, der går i nul.

/ritzau/