AaB i store problemer: Forventer barsk feriepengeregning

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben AaB forventer, at feriepengesagen kan koste klubben 17 millioner kroner. Det vil betyde negativ egenkapital og behov for kapitaltilførsel.

Det oplyser den nordjyske klub i en pressemeddelelse.

- På baggrund af juridisk rådgivning, dialog med Spillerforeningen og en detaljeret gennemgang har vi nu et reelt billede af det krav, vi kan blive mødt med i feriepengesagen, udtaler AaB's administrerende direktør, Stephan Schors.

- Vi har kun interesse i at finde en løsning hurtigst muligt, men vi skal have tilført yderligere kapital for at kunne betale kravet.

- Det kan ikke diskuteres, at vi er i en svær og meget alvorlig situation, men omvendt er det vigtigt for det videre forløb, at vi nu så at sige kender størrelsen af det sidste skelet i skabet, siger direktøren.

Klubben, der ligger nummer to i Superligaen, skruer i samme åndedrag forventningerne til årsresultatet ned fra et underskud på 5-10 millioner kroner til et underskud på mellem 25 til 30 millioner kroner.

Ud over feriepengesagen belastes AaB's økonomi også af en nedskrivning på de sportsbutikker - Sport on Top, man har drevet. I november meddelte klubben, at nedskrivningen lød på 12,2 millioner kroner.

Derudover har AaB foretaget en ny og mere konservativ vurdering af værdiansættelsen af sine LED-bander på Nordjyske Arena, hvilket har medført en nedskrivning på disse på fire millioner kroner.

Egenkapitalen forventes i første omgang at ryge ned på minus 20-25 millioner kroner.

AaB forhandler i øjeblikket med en investorgruppe og øvrige interessenter om en samlet løsning og tilførsel af kapital.

/ritzau/