AaB kan tangere klubrekord mod Viborg

AaB kan ved at hente point i mandagens fodboldopgør hjemme mod Viborg tangere klubrekorden på 14 ubesejrede hjemmekampe i træk i Superligaen.

Ligeledes vil en sejr betyde, at AaB kan overvintre på Superligaens andenplads.

AaB-træner Kent Nielsen har dog stor respekt for Viborgs oprykkere, som har imponeret i dette efterår.

- Vi har dyb respekt for Viborg, som er et hold under udvikling. I starten af sæsonen levede man primært på omstillinger og dygtighed ved standard-situationer, men efterhånden er Viborg også blevet bedre rent spillemæssigt.

- I Thomas Dalgaard råder Viborg indiskutabelt over Superligaens farligste angriber indtil videre i denne sæson, hvor Dalgaard har imponeret ved at score mange forskellige typer mål.

- Samtidig kompletterer Kevin Mensah fint Thomas Dalgaard, hvilket blandt andet betyder, at vi skal være hurtigt reagerende ved boldtab, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Som tak for nordjydernes gode sæson har AaB's hovedsponsor Spar Nord valgt at købe og uddele 5.000 billetter til årets sidste superligakamp på Nordjyske Arena.

Søndag eftermiddag er status, at der afhændet mere end 12.000 billetter til mandag aftens vigtige opgør.

- For vores vedkommende er fokus rettet mod at bringe masser af energi, aggressivitet og højt tempo ind i kampen, og lykkes vi med det, så vil vi også være godt på vej mod et brugbart resultat.

- Vi skal spillemæssigt ramme vores topniveau for at kunne skabe chancer mod et velorganiseret Viborg-hold.

- Og forhåbentlig kan opbakningen fra et fyldt Nordjyske Arena bidrage til, at vi får sluttet 2013 af med manér, siger Kent Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip