AaB leverer tilfredsstillende regnskab med lille plus

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Selskabet bag fodboldklubben AaB har udsendt årsrapport for 2015, som viser et overskud på en halv million kroner efter skat.

Overskuddet stemmer overens med de forventninger, som blev meldt ud i forbindelse med en opjustering i december, hvorfor regnskabet omtales som "tilfredsstillende" i årsrapporten.

Tidligere i 2015 forventede klubben et resultat på mellem nul og minus fem millioner.

Regnskabet er markant dårligere end i 2014, hvor man opnåede et overskud på 41,1 millioner kroner, hvilket skyldtes europæiske kampe.

- Den primære årsag til faldet er, at AaB i 2014 deltog i Uefa Champions League Playoff og Uefa Europa League gruppespil, skriver AaB i årsrapporten.

Klubben solgte i 2015 Rasmus Thelander til Panathinaikos og Anders K. Jacobsen til OB, hvilket indbragte 4,8 millioner kroner i transferindtægter. I 2014 lød transferindtægterne på 9,3 millioner kroner.

AaB har solgt topscorer Lukas Spalvis til den portugisiske storklub Sporting Lissabon fra sommeren 2016, og efter det salg forventer klubben et regnskabsoverskud for 2016 på to-syv millioner kroner før skat.

AaB ligger øjeblikkeligt nummer to i Alka Superligaen med 13 runder tilbage af sæsonen.

/ritzau/